23948sdkhjf

XL-Byg og XL Møbler forsoner i strid om navn

Byggemarkedet XL-Byg og møbelkæden XL Møbler er blevet enige i strid om brug af "XL" i navn.

Den fynske møbelkæde XL Møbler må forsat gerne bruge "XL" i sit navn fremover.

Til gengæld må kæden ikke placere nye butikker i nærheden af XL-Bygs nuværende og fremtidige forretninger. Desuden må butikken heller ikke sælge varer og ydelser inden for XL-Bygs primære varesortiment.

Det er byggemarkedet XL-Byg og møbelkæden XL Møbler blevet enige om i en mægling i retten tirsdag. Det oplyser begge parter.

Striden mellem de to begyndte ifølge fyens.dk, da XL Møbler udvidede med forretning nummer to i Sorø. XL-Byg stævnede herefter den fynske møbelkæde, som har eksisteret siden 2012.

Den nye møbelbutik i Sorø blev placeret lige på den anden side af vejen i forhold til XL-Byg's butik.

Kort efter modtog XL Møbler en henvendelse fra XL-Bygs advokat, hvor butikken blev bedt om at stoppe brugen af "XL" i navnet, da det kunne skabe forveksling, skrev fyens.dk.

- Det handler om, at de åbnede en XL Møbler lige over for vores forretning i Sorø, og det ville vi egentlig gerne lige have en snak med dem om, hvad deres planer var. Det har vi så haft nu, siger XL-Bygs direktør, Thorbjørn Sejer Jensen, efter mæglingen til Ritzau.

- Vi er enige om at leve i sameksistens stille og roligt, men at det er lidt dumt, at vi er naboer og genboer, fordi vi har nogle kunder, der kan blive småforvirrede om, hvorvidt vi går ind i møbelbranchen, siger direktøren.

Abdullah Ahmad, der er direktør i XL Møbler, er ligeledes tilfreds med resultatet aftalen.

- Vi er meget tilfredse med forliget, for vi var heller ikke interesserede i at gøre så meget ud af det. Vi får lov til at beholde navnet.

- Vi holder en afstand mellem butikkerne, så der ikke sker en forveksling, og det er fint nok, siger han.

Da selve forliget er fortroligt, ønsker ingen af parterne at uddybe aftalen nærmere.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089